25.000 hjelme fra konkursramte Hövding sælges til udlandet

27. APR 2024 • 09:11ERHVERV/POLITIK

Tusindvis af Hövding-cykelhjelme er opkøbt af ukendt selskab. Ifølge aftale kan de sælges uden for EU.

Et lager på 25.000 cykelhjelme fra det konkursramte selskab Hövding er blevet solgt til udlandet.

Det rapporterer det svenske medie SVT Skåne.

Selskabet endte i store problemer, efter at Sverige i december besluttede at stoppe salget af cykelhjelmen Hövding 3.

Salgsforbuddet blev dog ophævet i april i Sverige, og det har muliggjort et salg af hjelmene til en ikke offentliggjort udenlandsk køber, skriver SVT.

- Køberen ved, at en del af hjelmene har været omfattet af et salgsforbud, siger kurator Johan Klåvus til mediet.

Hjelmene havde angiveligt tidligere en værdi på 75 millioner svenske kroner.

Kuratoren ønsker ikke at sige, hvem der har købt hjelmene. Der er tale om en europæisk virksomhed, men køberen har forpligtet sig til at sælge hjelmene uden for EU.

I Danmark blev salget af Hövding 3 stoppet i februar - dog uden at der blev nedlagt egentligt forbud.

Sikkerhedsstyrelsen opfordrede forhandlere til at stoppe salget af Hövding 3, "da hjelmen ikke lever op til sikkerhedskravene".

De 12 forhandlere, som styrelsen kendte til, fulgte opfordringen og stoppede salget.

- En væsentlig risiko ved funktionen af Hövding 3 er, at airbaggen ikke bliver udløst og dermed ikke giver beskyttelse, hvis brugeren bliver ramt direkte forfra enten ved sammenstød med et køretøj med flad front som en bus eller en lastvogn, eller fordi brugeren kører ind i for eksempel en mur eller et træ, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Sikkerhedsstyrelsen understreger, at cykelhjelmen ikke er farlig - og også yder bedre beskyttelse end ikke at bruge nogen værnemidler.

Har man allerede købt en Hövding 3, frarådes det således ikke at bruge den.

Det er dog "vigtigt, at brugerne er klar over, hvad deres airbag egner sig til, og hvornår de ikke er beskyttet", sagde vicedirektør Kirsten Wilbour Dam Christiansen i februar.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

8. MAJ 2024 • 04:43UDLAND
Rusland angriber Kyiv og Lviv