Israelsk luftangreb mod etageejendom dræber syv i Gaza By

8. MAJ 2024 • 03:22UDLAND

Syv personer har mistet livet, og adskillige flere er blevet kvæstet i israelsk luftangreb i Gaza By.

Syv personer er natten til onsdag blevet dræbt i et israelsk luftangreb mod en etageejendom i Gaza By, og adskillige flere er blevet kvæstet.

Det oplyser hospitalet al-Ahli, som ligger i Gaza By, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge hospitalet er der, hvad angår de dræbte, tale om en familie på syv mennesker. Det israelske forsvar har endnu ikke bekræftet angrebet.

Øjenvidner i det palæstinensiske område beretter desuden over for AFP om luftangreb mod andre steder i Gazastriben.

Det skulle særligt være omkring byen Rafah, som ligger på grænsen mellem Gazastriben og Egypten.

Rafahs befolkning er under krigen i Gazastriben blevet mere end tidoblet, efter at det palæstinensiske områdes befolkning gradvist har søgt mod syd for at undgå israelske angreb og bombardementer.

Flere end en million mennesker havde op til for nylig taget ophold i byen.

Tidligt tirsdag morgen indledte Israel trods internationale varsler en offensiv mod byen, og omkring klokken 07.00 dansk tid kunne militæret melde ud, at det kontrollerede den palæstinensiske side af byen.

Israel og den palæstinensiske bevægelse Hamas forhandler for nuværende om en fredsaftale i Gazastriben, men Israel har besluttet sig for stadig at angribe bevægelsen for at presse den til at frigive de gidsler, som den holder.

Israels regering vurderer, at der er cirka 100 overlevende gidsler tilbage.

De og flere end 100 andre blev bragt til Gazastriben i Hamas' varetægt, da den palæstinensiske bevægelse angreb Israel 7. oktober sidste år og ifølge Israels optælling dræbte flere end 1100 mennesker.

Angrebene i Gazastriben har siden kostet mindst 34.789 mennesker livet, lyder det tirsdag morgen dansk tid fra Gazastribens sundhedsministerium, som ligger under Hamas' politbureaus kontrol.

Gazastriben er på størrelse med den danske ø Mors. Der bor cirka 2,3 millioner mennesker der. Det ligger mellem Egypten, Israel og Middelhavet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU