Problem i grænsekontrollen skaber rejsekaos i britiske lufthavne

8. MAJ 2024 • 03:14UDLAND

Ifølge flere britiske lufthavne stammede problemet fra lufthavnenes såkaldte e-gates ved paskontrollen.

Grænsekontrollens systemer i Storbritanniens lufthavne er natten til onsdag oppe at køre igen, efter at det tirsdag aften gik ned og skabte kaos i blandt andet Londons største lufthavn, Heathrow.

Det oplyser netop Heathrow Lufthavn ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere på aftenen lød det fra Heathrow Lufthavn og Stansted Lufthavn i London samt Manchester Lufthavn, at der var tale om et landsdækkende problem.

- Grænsekontrollen oplever på nuværende tidspunkt landsdækkende problemer, som påvirker passagerer, der skal passere grænsen, lød det ifølge det britiske medie Skye News fra en talsperson for Heathrow lufthavn.

- Vi støtter Border Force for at hjælpe med at løse problemet så hurtigt som muligt. Vi undskylder for enhver påvirkning, dette har på passagerernes rejser, lød det videre fra Heathrow-talspersonen.

En talsperson fra London Gatwick Lufthavn sagde, at "nogle passagerer måske vil opleve forsinkelser på grund af et landsdækkende problem med Storbritanniens Border Force e-gates"

Også Stansted Lufthavn i London sagde, at problemet relaterer sig til de såkaldte e-gates ved paskontrollen.

Stansted Lufthavn har i en erklæring sagt, at den er klar over det landsdækkende problem med grænsekontrollen, som påvirker alle britiske lufthavne".

En passager i Heathrow Lufthavn sagde ifølge Sky News, at passagererne allerede havde stået i kø i en time, og at køen "kun bliver længere".

Tilmed havde passagererne ikke modtaget nogen informationer om tidshorisonten, sagde passageren.

En passager i Gatwick Lufthavn, som har lagt en video af køen på det sociale medie X, sagde, at der var "mange børn til stede og intet vand".

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU