Sidste år brugte tre centre under socialudvalget godt syv millioner kroner mindre end bevilget.
Fem af disse millioner vil velfærdsdirektør Trine Dorow lægge i kommunekassen, men udvalgsformand René Danielsson (DF) vil i stedet skyde dem i puljer til bedre ledelse, ny teknologi, bedre trivsel blandt medarbejderne og initiativer for et lavere sygefravær.
Puljerne eksisterer ikke, men Dansk Folkeparti har selv foreslået at oprette dem, og forslaget skal til politisk behandling på kommunalbestyrelsens møde senere på måneden. Samtidig skal politikerne tage stilling til, hvor pengene til puljerne i givet fald skal komme fra. Inden kommunalbestyrelsen har behandlet forslaget, mener René Danielsson, at det vil være tudetosset at lægge de omkring fem millioner kroner i kommunens kasse.