Mordskab med "Mordets Melodi"

Mordskab med
Pr-foto
NOTITS | 17. APR 2024 • 14:08
Af:
Torben Østergaard
NOTITS
17. APR 2024 • 14:08

"Mordets Melodi" er ikke bare gys, det er skæg og ballade og en vildt morsom oplevelse.

Det lover i hvert fald Teaterforeningen Bornholm i en foromtale af teaterstykket, som onsdag den 24. april klokkken 19.30 kan opleves på Rønne Theater.

Stykket er bygget op omkring et hørespil af samme navn, der i 1950'erne lagde gaderne øde fra storbyen København til den mindste flække i provinsen, når Statsradiofonien sendte den.

Den bragede ud i æteren én gang om ugen i den bedste sendetid, når de små børn var lagt i seng, og de lidt større fik lov at lytte med, hvis de turde. Der var ingen genudsendelser, så man måtte vente i spænding i syv dage på næste udsendelse for at høre, hvordan endnu en kvinde ved navn Sonja blev myrdet af den gale seriemorder.

Men – noterer teaterforeningen – gå trygt i teatret, for gyset er udskiftet, sådan da, med grinet.

Cornelius' Teaterselskab har valgt at invitere publikum med til en "radiooptagelse", hvor de fire skuespillere, samtidig med at de formidler teksten, farer rundt og laver alle lydeffekterne fra knirkende døre, dryppende vandhaner, kvindeskrig, uglehyl og meget mere.