Børnehus indvier ny attraktion

Børnehus indvier ny attraktion
Det store piratskib er klar til at blive officielt indviet. Eget foto
NOTITS | 15. APR 2024 • 18:30
NOTITS
15. APR 2024 • 18:30

Børnehuset Løvfrøen i Nylars bliver fredag indtaget af pirater.

Umiddelbart er det dog af den lidt mere fredelige slags, da det sker i forbindelse med indvielsen af det nye, store "piratskib" på legepladsen. Klokken 14.30 vil der være indmarch med pirater og sang, og så skal skibet traditionen tro navngives med en genstand mod kølen, oplyser Lisbet Werenberg, leder af børnehuset Løvfrøen.

– Vi har snakket om en ny legeplads i fem år, men pengene har ikke været til det, og nu kunne vi bare ikke vente mere, så vi måtte gå en ny vej, siger Lisbet Werenberg på vegne af børnehuset, som har begivet sig ud i nyt territorium, hvor man gik i gang med fondsansøgninger. Et stort arbejde, men et der gav pote.

– I samarbejde med legepladsfirmaet KOMPAN, fandt vi ud af, at det var muligt at søge en hel del fonde som institution. Det kræver lidt arbejde som nybegynder, derfor fik vi en fundraiser på, og så skal man have tålmodighed, men vi endte altså med at modtage donationer fra både A.P. Møller Fonden, Bornholms Brand, Brødrene Larsens legat og den sidste og største fra Landdistriktspuljen “Land og liv”. Det har været så overvældende, fortæller Lisbet Werenberg, der opfordrer andre institutioner til at gøre det samme.

– Jeg håber, at andre institutioner også får øjnene op for muligheden for at søge fonde. Det er jo fedt for Bornholm og vores børn, hvis vi kan få fornyet og forbedret vores institutioner på den måde, siger lederen.

Piratskibet indvies den 19. april i et arrangement for børnehusets børn og forældre.