Sundhedspanel søger deltagere

NOTITS | 13. FEB 2024 • 13:41
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
13. FEB 2024 • 13:41

Region Hovedstaden og Region Sjælland er i gang med at udvikle Min Sundhedsplatform, der er en digital patientplatform. Til det arbejde leder regionerne efter ?patienter eller pårørende, som vil deltage.

For tiden kan man søge om at blive en del af platformens patient- og pårørendepanel. Som medlem deltager man blandt andet i afprøvning af nye funktioner, interview om oplevelsen af platformen og drøftelser med it-udviklere og sundhedsfaglige. Panelet har allerede haft indflydelse på til- og fravalg af notifikationer, hvordan blodprøver bliver vist, og hvor nemt det er at finde rundt i Min Sundhedsplatform.

To gange om året mødes panelet fysisk, og de møder skal man kunne deltage i. Andre møder foregår online. Man får dækket udgifter til transport, og der vil være forplejning til de fysiske møder.

Man kan sende en ansøgning via Region Hovedstadens hjemmeside.