Mathias vandt sin første svenske pokal

Mathias vandt sin første svenske pokal
Mathias Steinlein kørte i sin golf (nr. 21). Eget foto
NOTITS | 5. MAJ 2024 • 15:30
Jesper Gynther
Journalist
NOTITS
5. MAJ 2024 • 15:30

Mathias Steinlein fra Teamvwrally vandt lørdag en pokal, da han var med i et folkeraceløb på välabanen I Helsingborg i Sverige.

Sidste weekend fik Mathias Steinlein solgt sin Volvo 140, så han har haft en travl uge med at klargøre den Golf 3'er, han købte på vej hjem.

Mathias var klar til start lørdag morgen, men et sidste olietjek før første heat viste pludselig, at der var vand blandet i olien. Toppakningen var itu. Så var spørgsmålet, om han skulle melde fra nu eller bare køre?

– Der blev skiftet olie i en fart, og Mathias kørte til start med den viden om, at bilen nok ikke holdt særlig længe, fortæller Teamvwrally i en pressemeddelelse.

– Mathias havde bestemt ikke glemt, hvordan man kørte forhjulstræk, og Golfen fik fuld pedal, og til stor overraskelse holdt bilen, og han kom ind på en andenplads til stor jubel for det lille service team, fortæller holdet.

Udfordringerne var dog ikke slut for Mathias, for andet heat gik vildt for sig i starten, og han blev ramt hårdt på hjulet, og drivakslen gik itu. Det holdt dog ikke Mathias tilbage, han holdt klampen i bund og slingrende ind i hvert sving, og det lykkedes ham at komme ind på endnu en andenplads.

– Det var helt fantastisk og slet ikke til at fatte, fortæller Teamvwrally.

Mathias Steinlein fik skaffet en drivaksel fra den svensker, han købte bilen af, og så måtte Mathias i arbejdstøjet. Han arbejdede hurtigt, og det lykkedes ham i samarbejde med teamkollegaen Christina Larsen og en svensk kammerat at få skiftet drivakslen fem minutter før starten gik til tredje heat.

Tredje heat lå Mathias igen på en andenplads, men en påkørsel bagfra gjorde, at han mistede en placering og måtte tage til takke med en tredjeplads, men lige akkurat nok point til en C finaleplads.

I finalen var der hård kamp, og der blev skubbet en del, men Mathias fulgte godt efter de hurtigste. I de sidste runder begyndte golfen at blive varm og træt, men den holdt til målflaget, og Mathias endte på en flot fjerdeplads i C-finalen og modtog sin første svenske pokal.


Mathias Steinlein på fjerdepladsen til præmieoverrækkelsen. Eget foto

Der var mange bud på Golfen, som blev solgt, men tilgengæld vandt Mathias en anden Golf 3'er på bud.

– Så selvom ham sværger til Volvo, så skal han lige prøve kræfter med lidt mere forhjulstræk. Så nu skal han hjem og ordne bil igen, fortæller Teamvwrally.

Med til stævnet i Sverige havde Mathias Steinlein også kæresten Jacqueline Lundgaard og niecen Clara på halvandet år. De var begge med som servicefolk, ligesom Christina Larsen. Torben Larsen og Tobias Larsen var begge forhindrede i at være med.


Mathias Steinleins niece, Clara, var med som servicemand. Eget foto