Zelenskyj slår ned på vagttjeneste efter mislykket attentatforsøg

9. MAJ 2024 • 20:23UDLAND

To personer fra statslig vagttjeneste blev tirsdag anholdt for attentatforsøg. Nu fyrer Zelenskyj deres leder.

Efter et nyligt attentatforsøg, som slog fejl, har Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, fyret lederen af den statslige vagttjeneste UDO.

UDO har blandt andet ansvar for at beskytte Ukraines præsident, højtstående embedsmænd og deres familier.

To personer fra vagttjenesten blev denne uge anholdt af den ukrainske sikkerhedstjeneste SBU.

De beskyldes for planer om at ville tage livet af Zelenskyj og andre embedsmænd.

Zelenskyj har torsdag udstedt et dekret om, at UDO-lederen Serhiy Rud er blevet afskediget.

Der er ikke umiddelbart udpeget en efterfølger.

Den ukrainske sikkerhedstjeneste SBU udtalte tidligere på ugen, at de to anholdte tilsyneladende var på opgave for FSB, der er Ruslands efterretningstjeneste.

- Kontraspioner og efterforskere fra SBU har afværget FSB's planer om at eliminere Ukraines præsident og andre repræsentanter for det øverste militære og politiske lederskab, skrev SBU på det sociale medie Telegram.

SBU sagde, at planen var, at drabet skulle være en "gave" til den russiske præsident, Vladimir Putin.

Gaven skulle han have, fordi han tirsdag officielt blev genindsat som Ruslands præsident i yderligere seks år.

Kreml-talsmand Dmitrij Peskov afviste onsdag at udtale sig om påstanden. Han tilføjede dog, at det var usandsynligt, at der var tale om præcise informationer.

Ukraine har flere gange tidligere advaret om, at der har været planer om at likvidere den ukrainske præsident.

Omkring udbruddet af Ruslands krig i Ukraine i 2022 var der meldinger om, at lejesoldater fra Wagner-gruppen havde fået ordre om at slå Zelenskyj ihjel.

De skulle i den forbindelse sørge for at destabilisere regeringen, så Rusland kunne overtage kontrollen med Ukraine, forlød det.

Også i august 2023 og april 2024 var der meldinger om, at Rusland havde konkrete planer om at likvidere den ukrainske præsident.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU