Oversvømmelser tvinger 70.000 brasilianere fra deres hjem

5. MAJ 2024 • 01:14UDLAND

Mere end en million husstande i det sydlige Brasilien har ikke adgang til drikkevand, og byer evakueres.

Knap 70.000 personer i det sydlige Brasilien er blevet nødt til at forlade deres hjem grundet omfattende oversvømmelser. Samtidig har mere end en million husstande mistet deres adgang til rent drikkevand.

Det oplyser Brasiliens civilforsvar lørdag, skriver nyhedsbureauet AFP.

Tallene kommer, mens myndighederne i Rio Grande do Sul, som er den sydligste delstat i Brasilien, kæmper en kamp mod tiden for at redde personer, som er udsatte eller meldt savnet.

Tidligere lørdag oplyste brasilianske myndigheder, at antallet af døde har nået 56. Det er blevet opjusteret flere gange i løbet af de sidste dage.

Rio Grande do Sul er præget af både oversvømmelser, der sker som følge af kraftig regn, og mudderskred.

Flere huse, broer og veje er kollapset.

På tværs af staten er skolernes undervisning blevet indstillet, og ifølge Reuters har den internationale lufthavn i Porto Alegre - som er hovedstaden i Rio Grande do Sul - indstillet alle flyvninger på ubestemt tid.

Der bor omkring 1,5 millioner i Porto Alegre. Her er vandstanden i søen Guaíba steget i en grad, der har oversvømmet flere gader i storbyen.

Eduardo Leite, som er guvernør i Rio Grande do Sul, udtalte lørdag til journalister, at delstaten får brug for en "Marshall-plan" til at komme sig efter oversvømmelserne.

Marshallplanen henviser til et hjælpeprogram for Europa, som blev sat i gang af USA efter Anden Verdenskrig.

Brasiliens præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, besøgte torsdag Rio Grande do Sul, og han vil søndag vende tilbage til delstaten.

Det ventes, at regnen vil fortsætte i de nordlige og nordøstlige regioner af staten frem til søndag - men volumen bør ifølge statens meteorologiske myndighed aftage.

Rio Grande do Sul ligger geografisk et sted, hvor forskellige klimabælter mødes. Det har skabt et vejrmønster, der består af perioder med intens regn og perioder med tørke.

Lokale forskere mener, at mønsteret er blevet intensiveret på grund af klimaforandringer.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU