Nye regler skal nedbringe EU-landenes gæld og underskud

23. APR 2024 • 14:08UDLAND

De Grønne mener, at nye gældsregler i EU vil gå ud over forsøget på at imødegå klimaforandringerne.

EU-landene skal få bedre styr på deres gæld og underskud, så der er råd til at klare nye kriser.

Det er målet med nye budgetregler, som tirsdag blev vedtaget i EU-Parlamentet.

Reglerne fastholder de traktatfæstede krav om, at EU-landene maksimalt må have en gæld på 60 procent af bruttonationalproduktet (bnp). Og samtidig ikke må have budgetunderskud på over tre procent af bnp.

Men de lægger op til at håndhæve reglerne, som reelt har været enten suspenderet eller ikke håndhævet i længere tid af EU-Kommissionen.

De nye regler indfører mindre sanktioner end før over for lande, der har for høj gæld. Samtidig skal reglerne gøre det mere fleksibelt for EU-landene at komme i gang med gældsreduktionen.

Målet er at give EU-landene mulighed for at investere i områder, som er prioriteret i EU, selv om de forsøger at bringe gælden ned.

Til gengæld forpligter EU-Kommissionen sig til at håndhæve reglerne. Dermed kan EU-landene ikke længere dukke sig, hvis de bruger eller har brugt for mange penge.

Håbet er, at det kan ruste EU-landene til at modstå nye kriser.

Modstanderne beskriver dog reglerne som en tilbagevenden til sparepolitikken, tre år efter at budgetreglerne blev suspenderet som følge af først coronapandemien og siden krigen i Ukraine.

- Fortæl medlemmerne af EU-Parlamentet, at det at stemme for denne nye spareplan er en trussel mod hårdtarbejdende familier, vores livskvalitet og vores dyrebare planet, hedder det i en kampagne fra De Grønne, som gik i luften forud for afstemningen.

Klimaorganisationer og fagforeninger i store EU-lande som Frankrig og Spanien har også talt for, at reglerne vil skade EU's mulighed for at finansiere grøn omstilling.

Danmark er dog blandt de EU-lande, som ikke ventes at blive påvirket mærkbart af reglerne.

I januar viste en opgørelse fra Nationalbanken, at den danske statsgæld er meget lav set i forhold til bruttonationalproduktet.

Ved årsskiftet var statsgælden 294 milliarder kroner. Det er 28,6 milliarder mindre end et år tidligere.

Gælden svarer til 10,5 procent af Danmarks bruttonationalprodukt. Det er det laveste niveau, der er registreret, siden Nationalbanken begyndte at føre statistik over tallet.

Dermed er Danmark blandt de EU-lande med den mindste gæld målt som en procentdel af bnp. Kun Estland, Bulgarien og Luxembourg ligger lavere.

Til sammenligning har nogle EU-lande en statsgæld på over 100 procent af bnp. Det gælder lande som Frankrig, Italien og Spanien.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU