Indisk landmand trodser hedebølge for at stemme ved maratonvalg

26. APR 2024 • 06:26UDLAND

Temperaturer op mod 40 grader vil påvirke dele af det sydlige og østlige Indien resten af denne uge.

Vælgere i fire indiske stater må fredag trodse en alvorlig hedebølge for at stemme ved verdens største valg.

Det skriver det amerikanske medie CNN.

Myndighederne forventer en sommer, der bliver varmere end sædvanlig, mens Indien står overfor, hvad mediet kalder den største demokratiske øvelse i menneskets levetid.

969 millioner mennesker skal stemme i seks faser over seks uger, inden stemmeoptællingen starter 4. juni. Internationale medier betegner da også valget som et maratonvalg.

Landets meteorologiske institut IMD melder, at en hedebølge og temperaturer op mod 40 grader vil påvirke dele af det sydlige og østlige Indien indtil slutningen af denne uge.

Torsdag blev der målt temperaturer op mod 43,6 grader i staten Odisha.

Landmanden Gandhi Ray fortæller til CNN, at han bor i staten Bihar i en mindre hytte i skoven og har tænkt sig at gå til den nærmeste landsby for at afgive sin stemme.

Ifølge vejrudsigten vil der i hans lokalområde blive over 41 grader frem til 1. maj.

Her forventes den siddende premierminister, Narendra Modi, at sikre sig en sjælden tredje valgperiode.

Hans parti BJP lover vækst og velfærd, men det er ikke mindst hans personlige brand og hindunationalisme, som lokker vælgere til.

Den populære premierminister har ført kampagne under titlen "Modi Ki Guarantee", som på dansk betyder noget i retning af "Modi giver garanti".

Meningsmålinger antyder, at BJP står til en overvældende sejr på trods af, at der i Indien er udbredte bekymringer om arbejdsløshed, inflation og problemer i landbrugssektoren.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU