Fragmenter af fugleinfluenza fundet i amerikansk komælk

24. APR 2024 • 07:42UDLAND

Mælken udgør sandsynligvis ingen sundhedsrisiko for mennesker, lyder det fra amerikanske sundhedsmyndigheder.

Den amerikanske fødevare- og lægemiddelstyrelse (FDA) siger, at der under en stor undersøgelse er fundet fragmenter af fugleinfluenza i landets pasteuriserede komælk. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den pasteuriserede komælk, som er blevet undersøgt, er købt i landets supermarkeder.

Mælken udgør sandsynligvis ingen sundhedsrisiko for mennesker, lyder det fra FDA.

Det nuværende udbrud af fugleinfluenza begyndte i 2020. Det har ført til millioner af fugles død.

Men også på landjorden og i havet er dyr blevet ramt af sygdommen, og sidste måned sluttede geder og køer sig til listen over ramte arter.

Tidligere på måneden meddelte amerikanske myndigheder, et en person i Texas var ved at komme sig efter smitte fra malkekvæg.

Der var tale om USA's blot anden positive test blandt mennesker.

Det lader til at have været første gang, at et menneske er smittet efter kontakt med et smittet pattedyr.

FDA skriver, at fragmenterne af fugleinfluenza blev opdaget ved en såkaldt qPCR-test, som er i stand til at påvise virus, selv om varmen fra pasteuriseringen af mælken reelt har inaktiveret virus.

- Pasteuriseringen af mælken har tjent folkesundheden godt i mere end 100 år, skriver FDA på sin hjemmeside.

- Selv hvis virus kan påvises i rå mælk, så forventes pasteurisering generelt at nedbringe niveauet af patogener, således at mælken ikke udgør en risiko for forbrugernes sundhed.

Forskerne ved FDA arbejder nu på at undersøge den mælk, som er testet positiv for fugleinfluenza, ved hjælp af et såkaldt "egg viability study" - en levedygtighedsundersøgelse.

Det drejer sig om, at forskerne injicerer et befrugtet kyllingeæg med mælken for at se, om virus replikerer.

- Yderligere undersøgelser af mælken på butikshylderne over hele landet er i gang. Herudover en evaluering af, om der er forskelle på niveauet af virus i forskellige slags mælkeprodukter, som for eksempel sødmælk og fløde, skriver FDA.

Fugleinfluenza er tidligere blevet påvist i rå mælk, som de amerikanske sundhedsmyndigheder længe har frarådet at indtage

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU