EU-lande er politisk enige om at udvide sanktioner mod Iran

22. APR 2024 • 18:18UDLAND

EU ønsker at ramme Irans produktion og eksport af droner og missiler efter Irans angreb på Israel.

EU-landenes udenrigsministre er politisk enige om at udvide de eksisterende sanktioner mod Irans droneproduktion til også at omfatte missiler.

Det siger EU's udenrigschef, Josep Borrell, efter afslutningen på udenrigsministrenes møde i Luxembourg mandag.

- Vi vil udvide de eksisterende sanktioner mod Irans droneproduktion til også at omfatte missiler, siger Josep Borrell.

Sanktionerne vil desuden udvides til ikke kun at omfatte eksport til Rusland, men også til andre områder. Samt til at forsøge at forhindre spredning af droner til eksempelvis Libanons Hizbollah-milits.

Det er vigtigt i forsøget på at bremse Irans uroskabende adfærd i regionen, mener udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

- Iran stikker helt ud. De fleste andre lande i regionen er interesserede i deeskalering og stabilitet, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han peger på, at flere lande i regionen har normaliseret deres forhold til Israel. Derfor var der tegn på mere stabilitet i regionen.

- Saudi-Arabien var også godt på vej til at normalisere forholdet til Israel, da Hamas lavede terrorangrebet den 7. oktober. De har samme interesse som os, nemlig fred og stabilitet i regionen.

- Der stikker Iran ud som et land, der har ført proxy-krige. Hizbollah, Hamas, houthierne og nu senest det direkte angreb på Israel. Det er derfor, vi er nødt til at skærpe grebet om Iran, siger Lars Løkke Rasmussen.

Sanktionerne kommer, efter at Iran angreb Israel med omkring 300 droner og missiler. Angrebet har skabt bekymring for, at en serie af gengældelsesangreb kan udløse en krig i regionen.

Trods mandagens enighed træder sanktionerne ikke i kraft med det samme.

En række detaljer skal først fastlægges, før sanktionerne kan træde i kraft.

Der er med andre ord en række tekniske detaljer, som skal afklares først, så sanktionerne opfylder målet med at ramme Irans drone- og missilproduktion og eksport.

Det kan eksempelvis være, hvilke komponenter der skal på sanktionslisten for at bremse drone- og missilproduktionen i Iran.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU