Erhvervsmand skal lede ishockeyklub gennem urolig periode

6. MAJ 2024 • 12:25SPORT

Erhvervsmanden Claus Holstein er ny midlertidig direktør i Aalborg Pirates efter hjemsendelse af forgængeren.

Aalborg Pirates arbejder på at løse en økonomisk knibe og skabe et slagkraftigt hold til næste sæson i landets bedste ishockeyrække.

Mandag oplyser klubben, at man har fundet en midlertidig afløser for den tidligere direktør Lars Laursen, der for to uger siden blev hjemsendt og frataget sine beføjelser på grund af økonomisk sminke i regnskaberne.

Erhvervsmanden Claus Holstein overtager ansvaret midlertidigt som såkaldt interim direktør.

Holstein har tidligere siddet i klubbens bestyrelse, og derfor har han et godt kendskab til organisationen, fortæller bestyrelsesformand Morten Fals i en pressemeddelelse.

- Vi er glade for at få så tung en erhvervsprofil ind på posten for at skabe en fremtidig stabilitet.

- Claus kommer med tung erfaring som tidligere direktør i Port of Aalborg og bestyrelsesmedlem i virksomheder, der har et omfang, som er meget større end Aalborg Pirates, siger Morten Fals.

Den nordjyske ishockeyklub har samtidig rejst 4,5 millioner kroner i kapital, siden hjemsendelsen af Lars Laursen 25. april.

Pengene er hentet gennem sponsorrater og ansvarlig lånekapital. Pengene betyder, at Aalborg i næste sæson kan tegne kontrakter op til lønloftet i den danske liga. Det er på seks millioner kroner.

- Vi har nået det punkt, hvor vi må gå helt op i lønloftet i vores arbejde med at skrive kontrakter, men vi skal bruge yderligere cirka en million for at slippe sportschefen løs, ligesom arbejdet med sponsorater for sæsonen intensiveres nu.

- Vi vil vinde pokaler - og vi er så tæt på igen at være et sted, hvor det er realistisk, så nu skal vi lige skubbe den det sidste stykke over stregen, siger Morten Fals.

Aalborg Pirates endte på tredjepladsen i Metal Ligaen i den nyligt afsluttede sæson. Holdet tabte semifinalen til Esbjerg Energy, inden man slog Herning Blue Fox i kampen om bronze.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU