Kulturminister vil støtte truet festival for handicappede

5. MAJ 2024 • 15:37INDLAND/KRIMINAL

Sølund Musik-Festival for udviklingshæmmede har udfordringer med økonomien, men kulturministeren vil støtte.

Sølund Musik-Festival er verdens største musikfestival for udviklingshæmmede, men den har været truet af at dreje nøglen om med faldende billetsalg.

En indsamling af iværksætteren Jonathan Løw har på få dage samlet 180.000 kroner ind, og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) vil hjælpe til fra politisk hold.

Engel-Schmidt forklarer, at Kulturministeriet nu vil undersøge muligheden for at give et økonomisk bidrag til årets udgave af Sølund Musik-Festival.

- Jeg har hele tiden været interesseret i at se, om jeg som kulturminister har mulighed for at hjælpe festivalen med økonomisk at nå over målstregen i år, så den kan blive afholdt, siger Jakob Engel-Schmidt til Ritzau.

- Jeg synes, at Sølund Musik-Festival er en vigtig kulturel begivenhed og et stort samlingsstykke for mennesker, der lever med et handicap. Jeg har et ønske om, at vi have flere af den slags tilbud og ikke færre af dem i Danmark.

Festivalens leder, Lasse Mortensen, sætter først og fremmest stor pris på indsamlingen, der nu har rundet 180.000 kroner.

At han muligvis også får et bidrag fra politisk side, giver mening for festivallederen. Ifølge ham er produktet helt unikt.

- Det er klart, at man er oppe at flyve, og det er fantastisk. Vi havde overhovedet ikke set det komme, da indsamlingen startede. Der er så mange, der har prøvet at samle ind, men jeg skal love for, at der er kommet fart på, siger Lasse Mortensen.

Siden 2017 er Sølund Musik-Festivals billetsalg faldet med 32 procent. Tidligere trak festivalen mellem 10.000 og 12.000 gæster, men det tal er nu tættere på 7500.

Det fald skyldes specielt, at mange af udviklingshæmmede gæster har svært ved at få ledsagere med på festivalen.

Det skyldes blandt andet, at deres bosteder har svært ved at hente vikarer ind for ledsagerne. Derfor er der tale om en økonomisk udfordring også på den lange bane for musikfestivalen.

- Det er superdejligt, at vi får festivalen reddet i år og måske i de kommende par år. Men det forandrer ikke det faktum, at der stadig kommer 30 procent færre gæster. Jeg ville da hellere sælge de 30 procent flere billetter og så klare mig selv, siger Lasse Mortensen.

En mulig økonomisk løsning på længere sigt vil ligge hos Socialministeriet.

- I første omgang vil jeg gøre, hvad jeg kan for at hjælpe festivalen i år, med de muligheder jeg har i Kulturministeriet, siger Jakob Engel-Schmidt.

Årets Sølund Musik-Festival løber af stablen 11. til 13. juni og har navne som Infernal, Benjamin Hav og Birthe Kjær på musikplakaten.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU