Stigende lønudgifter medvirker til milliardtab hos Air France-KLM

30. APR 2024 • 09:39ERHVERV/POLITIK

Koncernen Air France-KLM tabte 489 millioner euro i første kvartal. Det svarer til 3,6 milliarder kroner.

Den fransk-hollandske luftfartskoncern Air France-KLM er kommet ud af første kvartal med et driftsunderskud på 489 millioner euro, svarende til godt 3,6 milliarder kroner.

Det viser regnskabet for første kvartal tirsdag.

Det betyder, at driftsunderskuddet er faldet med 183 millioner euro sammenlignet med samme periode sidste år.

Udviklingen er blandt andet et resultat af stigende udgifter til løn, skriver Jacob Pedersen, aktieanalysechef hos Sydbank, i en kommentar.

- Regnskabet viser stigende underskud som følge af udfordringer i forsyningskæden og stigende omkostninger. Især sidstnævnte kan blive en bremse på resultatudviklingen i år.

- Selskabet kigger dog ind i et meget gunstigt rejsemiljø i sommer, hvor stigende billetpriser bør kunne kompensere for de højere omkostninger.

Luftfartskoncernen kan derimod glæde sig over, at det har formået at løfte omsætningen i løbet af årets første tre måneder.

Her blev der omsat for knap 6,7 milliarder euro. Det svarer til næsten 50 milliarder kroner.

Til sammenligning lød omsætningen på 6,3 milliarder euro i første kvartal sidste år.

Også tyske Lufthansa har tirsdag præsenteret regnskabstal for første kvartal. Det ligner en gentagelse af udviklingen hos den fransk-hollandske konkurrent.

Lufthansa præsenterer et underskud på 734 millioner euro i første kvartal mod et underskud på 467 millioner euro i samme periode sidste år.

Det er til trods for en stigende omsætning.

- Lufthansas regnskab er hårdt præget af strejker i første kvartal, og selskabet vil også i de næste tre år skulle kompensere for betydelige lønstigninger i overkanten af fem procent om året, skriver Jacob Pedersen om det tyske regnskab.

Det var i starten af marts, at jordpersonalet strejkede.

Her førte deres to dages strejke til, at op mod 90 procent af Lufthansas flyvninger måtte aflyses, skrev AFP. Personalet strejkede også i februar.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU