Kaas: Hent inspiration i Østerlars

Kaas: Hent inspiration i Østerlars
LEDER | 27. MAR 2024 • 05:30
Tommy Kaas
Digital chef
LEDER
27. MAR 2024 • 05:30

I lyset af lukningen af brugsen i Østerlars kan man i eksempelvis Vestermarie og Pedersker godt begynde at forberede sig på, at der måske kommer en tid efter Coop.

Et fuldstændig fantastisk sammenhold har vist sig i Østerlars. På ganske kort tid har man indsamlet den halve million kroner, som skal til for, at byen i samarbejde med Dagrofa kan arbejde endnu mere målrettet frem mod en ny købmandsbutik i byen.

Dermed er vejen banet for, at Min Købmand slår dørene op i rundkirkebyen.

Men det begyndte jo med en kedelig historie, som i virkeligheden har været flere år undervejs: Opbakningen til den lokale brugs var for nedadgående, og gælden til Coop gik den modsatte vej, opad. Til sidst endte det med en lukning og dermed slutningen på et langt kapitel i Østerlars.

Og dén udvikling er måske noget, man fra andre mindre brugser kan lade sig inspirere af, så man undgår at ende i en lignende situation.

For hvad med eksempelvis Vestermarie og Pedersker? Er det nu, man bør tage et grundigt kig på kundegrundlaget og finde ud af, om der er andre veje at gå?

Ifølge Dagrofa kan man godt skabe overskud baseret på den omsætning, der er i Østerlars brugs i dag, men på grund af store bidrag til kæden har det angiveligt ikke kunnet løbe rundt. Hvis det kan dét med et andet navn på facaden, kan man måske allerede nu begynde at fremtidssikre de mindre samfund på Bornholm, inden det kommer helt derud, hvor nogen bliver nødt til at dreje nøglen om.

I Østerlars opretter man et anpartsselskab, som er ejet af borgerne, og som altså efter planen køber den ejendom, som i 113 år har været brugs. Planen er godt undervejs – igen, takket være et sammenhold, som har vist sig at være ganske imponerende – og snart skrives der nye kapitler til historien om den gamle brugs, som nu bliver til min og din købmand.