Ti personer kom til tjek på sygehuset efter skibsbrand i Køge

1. MAJ 2024 • 10:49INDLAND/KRIMINAL

Tirsdag skrev politiet, at folk ikke skulle opsøge Køge Sygehus efter skibsbrand uden at have ringet 1818.

Ti personer kom til tjek på Køge Sygehus efter brand i skib i Køge. Det oplyser pressevagten hos Sjællands Universitetshospital til Ritzau.

Ingen af de ti personer blev indlagt, fortæller hun.

Tirsdag aften skrev Midt- og Vestsjællands politi på X, at borgere, der følte ubehag som følge af røgen, skulle kontakte vagtlægen på 1818, før de mødte op på hospitalet.

- Vi skal kraftigt anmode folk om ikke at opsøge Køge Sygehus uden forudgående aftale med vagtlægen på 1818. Der er mange personer, der søger mod sygehuset, lød det.

Her understregede politiet, at sygehuset er forbeholdt personer med akut behov.

Pressevagten ved Sjællands Universitetshospital ved ikke, om nogle af de ti personer var mødt op uden at have snakket med vagtlægen først, siger hun.

Tirsdag eftermiddag opstod branden i skibet, som ligger ved Køge Havn ud for Nordhavnsvej. Skibet er lastet med metal- og plastikaffald.

Som følge af branden drev sundhedsskadeligt røg ind over byen, skrev politiet.

Derfor opfordrede de til, at man ikke søgte mod det brændende skib, og at man blev indendørs og lukkede døre og vinduer. I den forbindelse blev der udsendt et sirenevarsel.

Onsdag morgen oplyste politiet, at borgere nu kunne færdes frit i området, og at branden var blevet slukket.

Det var kaptajnen om bord på skibet, der opdagede branden. Det fortalte Ronnie Hulstrøm tirsdag. Han er direktør i rederiet Baltic Shipping, der ejer skibet.

Skibets besætning består af syv personer med forskellige nationaliteter. Ingen af dem er danske statsborgere, og ingen er kommet til skade som følge af branden, sagde han.

Skibet, der hedder "Rix Munte", ankom til Køge Havn natten til tirsdag, og det skulle have været færdiglastet tirsdag eftermiddag, hvorefter det skulle have sejlet mod Grenaa.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU