Skib i Køge Havn risikerer at kæntre efter brand

1. MAJ 2024 • 08:30INDLAND/KRIMINAL

Skib i Køge Havn hælder ind mod havnekaj efter brand. Hældning er mindre onsdag morgen end i løbet af natten.

Der er risiko for, at et skib i Køge Havn kæntrer, efter at en brand brød ud på skibet tirsdag eftermiddag.

Det siger direktør i Køge Havn Thomas Elm Kampmann.

Billeder fra stedet viser, at skibet onsdag morgen hælder ind mod havnekajen.

Hældningen er dog mindre onsdag morgen end i løbet af natten, lyder det.

- Der er selvfølgelig altid en risiko for, at hun kæntrer. Men der var større hældning på i nat, og det er et positivt tegn. Men skibet har en slagside, som man kan se, siger Thomas Elm Kampmann.

Årsagen til, at hældningen er blevet mindre, er ifølge havnedirektøren, at en del af vandet er blevet løftet ud af skibet sammen med skrot. Der er ikke blevet pumpet vand ud af skibet endnu, fortæller han.

Vandet i skibet stammer fra slukningsarbejdet, som har været i gang i løbet af tirsdag aften og natten til onsdag.

Skibet er fortsat afspærret, så politiet kan undersøge stedet. Det er endnu uvist, hvad der har forårsaget branden.

Det var fragtskibet "Rix Munte", der brød i brand tirsdag. Skibet er lastet med plastik- og metalaffald.

Ifølge Vesselfinder ankom skibet til Køge Havn tirsdag morgen fra Helsingborg i Sverige.

Skibsbranden betød blandt andet, at en færge fra Rønne, som skulle være ankommet til Køge Havn klokken 22 tirsdag aften, ikke kunne komme i havn.

Thomas Elm Kampmann fortæller, at færgen derfor satte farten ned. Lidt efter midnat kom færgen i havn i Køge på normal vis.

Under branden blev der udviklet sundhedsskadelig røg, som drev ind over Køge by. Det betød, at politiet bad borgere i området blive indendørs og holde døre og vinduer lukket. Der blev også udsendt sirenevarsel.

Branden er slukket onsdag morgen, og borgere kan igen færdes frit i området.

Onsdag morgen minder Midt- og Vestsjællands Politi om, at myndighederne onsdag tester sirenerne.

- Får du et varsel på din mobil, er det altså ikke fordi, branden i Køge er blusset op igen, skriver politiet på X.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU