Ansatte i Aarhus Kommune skal fra onsdag droppe snus i arbejdstiden

1. MAJ 2024 • 06:00INDLAND/KRIMINAL

I værste fald kan brug af nikotinprodukter af ansatte i Aarhus Kommune ende i opsigelser, siger HR-konsulent.

Fra onsdag er det ikke længere tilladt for ansatte i Aarhus Kommune at putte en snuspose op under læben eller på andre måde indtage nikotin.

Forbuddet kommer, efter at det i marts blev vedtaget i byrådet, at rygepolitikken i kommunen skulle omfatte alle nikotinprodukter.

Det kommer til at gælde omkring 28.000 ansatte og omfatter, at kommunalt ansatte ikke må ryge eller indtage nikotin i arbejdstiden, eller mens man er iført kommunens arbejdstøj.

Hvis man alligevel skulle blive opdaget med nikotinprodukter, så vil det blive sanktioneret efter de almindelige ansættelsesretlige regler, siger Betina Thysk Gammelgaard, der er HR-konsulent og teamkoordinator ved Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.

- Det bliver behandlet ud fra en konkret og individuel vurdering.

- Første gang politikken overtrædes, vil det normalvis medføre, at medarbejderen får påtale. Og så kan gentagelser medføre advarsler, og i værste fald kan det også medføre opsigelse, siger hun.

Håndhævelsen af især forbuddet af snusposer kan udefra godt se ud til at være en smule mere udfordrende, end at håndhæve et forbud mod for eksempel cigaretter.

Betina Thysk Gammelgaard siger dog, at lederne i Aarhus Kommune ikke vil handle anderledes under den nye ryge- og nikotinpolitik, end man hidtil har gjort.

- Vi har ikke en forventning om, at lederne skal rende rundt og se deres medarbejdere over skuldrende. Det er bestemt ikke det, der er personalepolitikken i Aarhus Kommune.

Aarhus Kommune har en værdibaseret personalepolitik, lyder det. Når der bliver lavet en ryge- og nikotinpolitik, så har de i kommunen derfor en forventning om, at politikken bliver overholdt, siger hun.

Under byrådet i Aarhus Kommune, hvor forbuddet blev vedtaget, lød det særligt, at voksne skulle være rollemodeller for de unge.

Sundhedsrådmand Christian Budde (V) sagde desuden i et skriftligt svar til Ritzau, at kommunen har et stort ansvar for at gå forrest og signalere, at nikotinprodukter ikke er en del af kulturen som ansat i Aarhus Kommune.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU