49.000 diabetikere skal muligvis skifte medicin efter stramning

1. MAJ 2024 • 10:43INDLAND/KRIMINAL

Diabetikere efterlades med utryghed, lyder det fra Diabetesforeningen efter stramning af tilskudsregler.

En stramning af mulighederne for at få tilskud til diabetesmedicin skaber usikker og utryghed hos op mod 49.000 mennesker med type 2-diabetes.

Det skriver Diabetesforeningen i en pressemeddelelse.

Reaktionen kommer, efter at Lægemiddelstyrelsen har truffet afgørelse om det fremtidige tilskud til diabetikere.

Frem for at påbegynde behandling med præparater som Ozempic skal flere patienter fremover afprøve billigere alternativer først, lyder meldingen.

Det betyder potentielt, at 49.000 personer skal have en anden type medicin.

Det giver utryghed og usikkerhed for diabetikerne, siger forskningschef Tanja Thybo fra Diabetesforeningen.

- Det kan betyde, at deres diabetes vil være mindre velbehandlet i den periode, hvor den anden medicin skal testes.

- Det kan være forbundet med stor usikkerhed at skifte medicin, siger hun.

Når patienterne skal afprøve billigere løsninger, er det ifølge forskningschefen også udtryk for manglende tillid til lægernes vurderinger.

- Det er reelt set en tillid til de menneskers praktiserende læger, som Lægemiddelstyrelsen rokker ved med sin afgørelse, siger Tanja Thybo.

Antallet af danskere med recept på Ozempic er steget markant de seneste år, og sidste år fik 100.000 patienter tilskud til diabetesmedicinen.

Regionerne betaler en stor del af udgifterne til medicinen, og derfor har udviklingen sat regionernes budgetter under pres.

Udgiften til medicinen ventes ifølge Danske Regioner at nå op på omkring 1,4 milliarder kroner.

Prisen på Ozempic er omtrent dobbelt så høj som det mest relevante behandlingsalternativ, skriver Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse.

Lægemiddelstyrelsen mener således, at beslutningen om det fremtidige tilskud vil give en besparelse.

Hos Novo Nordisk, der står bag Ozempic, kalder man det "uhensigtsmæssigt", at mange patienter nu skal afprøve alternative præparater.

- Det, mener vi, er uhensigtsmæssigt for patienterne, men også for samfundet, idet det vil lægge et unødigt pres på et trængt sundhedsvæsen, skriver Novo Nordisk Danmark i en kommentar.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU