115.000 nikotinposer fundet i naturen af affaldsindsamlere

1. MAJ 2024 • 05:00INDLAND/KRIMINAL

Op mod 240.000 frivillige deltog i Affaldsindsamlingen i år. Her samlede de 116 ton affald op fra naturen.

Der blev fundet tusindvis af små, hvide snus- og nikotinposer i naturen, da den årlige Affaldsindsamling fandt sted tidligere i april.

Det fortæller Charlotte Juul, der er projektleder i Danmarks Naturfredningsforening.

Det er Danmarks Naturfredningsforening, der står bag Affaldsindsamlingen,

I år har der været særligt fokus på de små nikotinposer.

- Der er et stigende forbrug af netop denne produkttype, og dermed er der også flere nikotinposer, der bliver smidt i naturen, siger Charlotte Juul.

Derfor blev indsamlerne bedt om at tælle og registrere, hvor mange poser de fandt.

I alt blev der fundet mindst 115.000 snus- og nikotinposer, men det reelle tal kan være langt højere.

- Det er ikke alle indsamlere, der har registreret, hvor mange poser de har samlet op, siger Charlotte Juul.

Siden snus- og nikotinposerne kom på markedet i Danmark i 2019, har Danmarks Naturfredningsforening fået flere henvendelser om, at poserne flyder i gader og naturen.

En meningsmåling fra Epinion viser også, at to ud af tre danskere mener, at den type af affald er et stigende problem.

- Det er et problem for vores natur og for vores dyr. Flere hunde er blevet forgiftet, fordi de har spist poserne, og nogle er endda døde af det, siger Charlotte Juul.

Hun håber på, at nikotinposerne også bliver omfattet af det udvidede producentansvar, ligesom cigaretter er.

Udvidet producentansvar betyder, at virksomhederne er ansvarlige for oprydningen af deres produkter, der bliver smidt i naturen.

Ved Affaldsindsamlingen i år blev der i alt samlet 116 ton affald sammen.

- Det er enorme mængder affald. 116 ton er et virkelig stort tal, siger Charlotte Juul.

Op mod 240.000 frivillige indsamlere deltog i år, og det er det højeste antal nogensinde.

Charlotte Juul håber, at Affaldsindsamlingen kan være med til at ændre adfærden omkring at smide affald i naturen.

- Man kan komme problemet med affald til livs gennem oplysning og kampagner, og her er Affaldsindsamlingen selvfølgelig en løsning, fordi der kommer så stor synlighed på problemet, siger hun.

Affaldsindsamlingen har fundet sted hvert år siden 2006, i år fra 8. til 14. april.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU