Gravgaard: Drop skærmen

Gravgaard: Drop skærmen
LEDER | 1. MAJ 2024 • 05:30
LEDER
1. MAJ 2024 • 05:30

Alle skal tage stilling god skærmopførsel – det skylder vi hinanden.

Bornholms Tidende lever i stigende grad af at skabe læsetid på skærmen – at give vores abonnenter relevant information og en god læseoplevelse bag skærmen – og papiravisen.

Vi måler hver eneste dag på alle vores tekster og vurderer, hvad der giver mest læsetid og dermed værdi til abonnenterne. Det bruger vi som kompas for dagens redaktionelle arbejde. Det er godt for sammenholdet om Bornholm. Men skærmene er ved at overtage vores dejlige liv.

Især USA og Kina har være dygtige til at udvikle og fintune software med tjenester, der skal underholde, give belønninger og skabe afhængighed. Facebook, Youtube, TikTok, Snapchat og Google med mange flere suger de vågne minutter ud af vores døgn.

Vores unge mennesker er ved at miste deres ungdom til et skydespil og en snapchat, og når de kigger op fra skærmen, kan de se far, mor og alle andre voksne med bøjet nakke i færd med at swipe, klikke og scrolle løs.

I børnehaveklassen udleverer vores fattige kommune gratis iPads med fri adgang til porno, selvmordstricks og onlinespil til alle skolebørn. Kommer man lidt højere op i klassetrinene, bliver man opgraderet til en ægte BRK-laptop med endnu flere kræfter og færre begrænsninger.

Mange lærere oplever, at eleverne selv bestemmer, om de spiller i timerne eller følger med, og de udsatte og hurtigttænkende elever fristes til at stemple ud.

Når vi hjemme i min familie forsøger at vise digital dannelse og gemme skærmene væk, giver det voldsomme reaktioner. Men når de har været væk en rum tid, erstattes samværet imponerende af langt mere nærvær og stoflighed med fælles madtilberedning, spil, oprydning og samtale. Men skærmene frister hele tiden, og et liv uden digitalt indhold er urealistisk i 2024.

Selvfølgelig skal skærmene ikke ud af vores liv. De er gode til alt fra Tidendes læseoplevelser over selvangivelser til store streamede kulturoplevelser, faktatjek, kommunikation og gør det selv viden. Men vi skylder hinanden at gøre op med den passive skærmkultur og lade voksne og børn forsvinde ind i de sorte plader. Derfor er det en skam, at kommunen har set sig nødsaget til at spare sin digitale dannelseskonsulent delvist væk. Heldigvis skriver han stadig fast i Tidende med tips at begå sig i det digitale univers.

Prøv at lægge mobilen i entreen og modstå de første fristelser til lige at hente den som overspringshandling. Det åbner en helt ny verden, som vi alle kan få glæde af. Kig ind til naboen, nyd Tidende på papir, tal med børnene eller giv en hånd som frivillig i en bornholmsk forening.

Det er langt bedre for både dig selv og vores Bornholm frem for at støtte Facebook med tid og information.